Den nye Mac mini M4 er en bundsolid opgradering, og det er på trods af, at den har fået et mere kompakt format, der minder mere om et Apple TV.
Det lille format er ikke gået ud over portene
Apples maskiner har et velfortjent ry for at mangle porte, men Mac mini-serien er undtagelsen. Selvom den nyeste version er reduceret fra 19,7 cm til 12,7 cm på hvert led, er den stadigvæk spækket med alle de porte, man kunne ønske på nær USB-A. Derfor skal du ud at investere i en adapter eller dock, hvis du har en gammel mus, printer etc. med USB-A.
Mac mini M4 koster 5.499 kr. på apple.dk, men kan ofte fås billigere hos tredjepartsbutikker.
Den er udstyret med to USB-C/Thunderbolt-porte foran og tre på bagsiden. Hvis du vælger modellen med den alm. M4-chip, får du Thunderbolt 4-overførselshastigheder, mens modellen med M4 Pro-chip har Thunderbolt 5-overførselshastigheder.

Apples nye, lille nips har også HDMI- og Ethernet-port på bagsiden samt hovedtelefonstik på forsiden.
| Specifikation | Mac mini M4 16GB, 256GB SSD | Mac mini M4 Pro 24GB, 512GB SSD |
|---|---|---|
| CPU | Apple M4 (10-kerner) | Apple M4 Pro (12-kerner) |
| Grafik | Integreret 10-kernet GPU | Integreret 16-kernet GPU |
| RAM | 16GB samlet hukommelse | 24GB samlet hukommelse |
| Lagerplads | 256GB SSD | 512GB SSD |
| Porte | 2x USB-C, 3x Thunderbolt 4 (USB-C), HDMI, 3,5mm hovedtelefonstik, Ethernet | 2x USB-C, 3x Thunderbolt 5 (USB-C), HDMI, 3,5mm hovedtelefonstik, Ethernet |
| Trådløs | Wi-Fi 6e (802.11ax), Bluetooth 5.3 | Wi-Fi 6e (802.11ax), Bluetooth 5.3 |
| Vægt | 0,67 kg | 1,6 kg |
| Dimensioner | 50 x 127 x 127 mm | 50 x 127 x 127 mm |
16 GB RAM som standard og mulighed for SSD-opgradering
Apple har holdt fast i deres 8 GB RAM-basismodeller i over et årti, men nu lader det til at være forbi. 16 GB RAM er den nye minimumkonfiguration for hukommelse på tværs af alle nye Macs. Derfor er denne årgang en af de bedste opgraderinger i lang tid.
Den lynhurtige M4-chip gør det også til en fornøjelse at bruge computeren og giver mulighed for at spille krævende spil som Baldurs Gate 3, hvis man ikke behøver de maksimale grafikindstillinger.
Er du ikke solgt endnu? Ifølge Snazzy Labs lader det også til, at lagerpladsen kan opgraderes efter køb. Det er lige som i de gode gamle dage!
Hvis du ikke føler dig klædt på til at foretage opgraderingen selv, så kommer uautoriserede reparationsbutikker helt sikkert til at kunne gøre det for dig (og billigere end at købe en Mac Mini M4 med tilsvarende lagerplads).
Alt i alt er Mac Mini M4 et fantastisk stykke teknik og bedste værdi for pengene i lang tid, måske helt siden den ikoniske MacBook Air med M1-chip.

