Apple havde ekstrastort fokus på deres miljømæssige aftryk i årets iPhone-præsentation, og ét af deres tiltag er det nye FineWoven cover til iPhone 15-modellerne, som erstatter lædercovers. På de sociale medier er folk dog ikke begejstrede bl.a. pga. asymetriske udskæringer og skarpe kanter.
Hvad er Apples FineWoven etuier?
Du kan læse mere om Apple iPhone 15 FineWoven etuierne f.eks. her, men dét her er i bund og grund, hvad Apple lover:
- MagSafe-kompatibilitet.
- Ekstra beskyttelse kombineret med æstetisk design.
- Slidstærkt mikrotwill (føles som blødt ruskind).
- 68 % genanvendt materiale, som mindsker CO₂-udslip i forhold til læder.
- Indbyggede magneter forbedrer montering og trådløs opladning.
- Testet tusindvis af timer for at beskytte mod ridser og slag.
Problemerne med Apples FineWoven cases til iPhone 15
I denne Reddit-tråd viser en bruger, hvordan vedkommendes udskæringer ikke er symmetriske med USB-C-port, højttaler og mikrofon, og vedkommende er ikke alene. Mange på sociale medier mener, at det nye FineWoven case til iPhone 15 ser fake ud. Nogle kunder meddeler dog, de har fået et symmetrisk case.
I en anden Reddit-tråd, som også har fået mange upvotes, mener den originale poster, at FineWoven coveret føles skarpt ved udskæringerne i bunden – der hvor vedkommendes lillefinger hviler på billedet. Derudover viser billedet også et falmet Apple-logo, som ikke ligner dét på Apples marketingsbilleder.
I en tredje Reddit-tråd hævder en person, at vedkommendes nye FineWoven cover har misfarvet en Belkin MagSafe-oplader.
Nogle påpeger også, at FineWoven etuierne er nemme at ridse og nemt får pletter.
Hvad er gået galt?
Det er kommet som et chok for mange, at Apple har godkendt FineWoven cases til salg i nuværende tilstand, og mange spekulerer i, hvad der egentlig er gået galt. Nogle påpeger problemer hos en underleverandør, men den reelle årsag er ikke offentlig tilgængelig.
Læs også: Ny iPhone 15 funktion begrænser batteriopladningen til 80 %