Redaktionel integritet er kernen…Læs mere i alle vores artikler. Artiklen indeholder affiliate links og/eller sponsorerede links, og derfor er artiklen en annonce, ifølge loven. Vi lader dog aldrig dette påvirke vores redaktionelle indhold.
M4 iPad Pro er Apples første OLED-tablet, der endda har sprunget en hel chipgeneration over! Der er rigtig meget at glæde sig til, men iPad’ens konceptionelle begrænsninger eksisterer desværre stadigvæk. Bliv meget klogere på det hele i anmeldelsen.
Bedre specifikationer betyder desværre også en højere pris
Den nye M4 iPad Pro er den største iPad-opgradering i rigtig lang tid, og prisen starter fra 9.299 kr. for 11″-modellen og 11.999 kr. for 13″-modellen på apple.dk.
Det er et stort prishop fra forrige generation, som kunne fås fra 7.999 kr. i 11″ og fra 10.999 kr. i 12,9″.
Specifikationer | 11″ iPad Pro M4 | 13″ iPad Pro M4 | 12,9″ iPad Pro M2 |
---|---|---|---|
Skærm | Ultra Retina XDR-skærm (OLED) | Ultra Retina XDR-skærm (OLED) | Liquid Retina XDR-skærm (Mini LED) |
Farver | Space Black og sølv | Space Black og sølv | Space Grey og sølv |
ProMotion | Ja | Ja | Ja |
Chip | M4 | M4 | M2 |
CPU | Op til 10 kerner | Op til 10 kerner | 8 kerner |
GPU | 10 kerner | 10 kerner | 10 kerner |
Neural engine | 16 kerner | 16 kerner | 16 kerner |
Bagkamera | 12 MP vidvinkelkamera | 12 MP vidvinkelkamera | 12 MP vidvinkelkamera og 10 MP ultravidvinkelkamera |
ID | Face ID | Face ID | Face ID |
Højttalere | 4 | 4 | 4 |
Mikrofoner | 4 | 4 | 5 |
WiFi | Wi‑Fi 6E | Wi‑Fi 6E | Wi‑Fi 6E |
Apple Pencil | Understøtter Apple Pencil Pro og Apple Pencil (USB-C) | Understøtter Apple Pencil Pro og Apple Pencil (USB-C) | Understøtter Apple Pencil 2 og Apple Pencil (USB-C) |
Lagerplads | 256GB-2TB | 256GB-2TB | 128GB-2TB |
Hukommelse | 8 eller 16 GB RAM | 8 eller 16 GB RAM | 8 eller 16 GB RAM |
En OLED-skærm med imponerende lysstyrke
Endelig blev det iPads tur til at få OLED-skærm, som førhen var et af de største salgsargumenter for konkurrenternes tablets.
OLED-skærmen har betegnelsen Ultra Retina XDR og består af to OLED-paneler i tandem. Dette gør det muligt for skærmen at levere hele 1.000 nits lysstyrke og helt op til 1.600 nits peak ifm. HDR-indhold.
Den store fordel ved OLED er, at hver enkel diode lyser separat. Derfor forbliver de sorte farver helt sorte uden “light bleed” i modsætning til de fleste andre skærmteknologier.
Nu er det for første gang muligt at tilvælge nanotekstur på skærmen, men kun for modellerne på 1 og 2 TB. Det er selvfølgelig lidt træls for dem, som ikke har brug for ekstra lagerplads, men har brug for at reducere genskær.
M4-chippen med en massiv opgradering til neural engine
Den nye iPad Pro markerer også vores første møde med M4-chippen. Den er bygget på chipleverandøren TSMC’s 3-nm chiparkitektur (2. generation).
Ifølge Apple er M4-chippens CPU hele 50 % hurtigere end M2-chippen fra forrige iPad Pro-model. Apples tests plejer at holde stik, men i skrivende stund er der ikke nok GeekBench-tests til at be-/afkræfte deres postulat.
M4 iPad Pro kommer med 8 GB RAM i 256 GB- og 512 GB-modellerne, imens man kan glæde sig til 16 GB RAM i 1 TB- og 2 TB-modellerne. Apples lagerpladsopgraderinger er hamrende dyre ift. deres indkøbspris, så det er ikke mærkeligt, at de giver lidt ekstra incitament.
En af de større nyheder er chippens neural engine, som stadigvæk er på 16 kerner, men kan udføre væsentligt flere operationer per sekund (OPS) end M2- og M3-chippen.
iPadOS får sandsynligvis en stor AI-opgradering til sommer, hvor den forbedrede neural engine kommer til at virke mere indlysende.
Her er de seneste chips’ neural engine-kapabiliteter:
- A14 Bionic (iPad 10): 11 billioner OPS
- A15 Bionic (iPhone SE/13/14/14 Plus, iPad mini 6): 15,8 billioner OPS
- M2, M2 Pro, M2 Max (iPad Air, Vision Pro, MacBook Air, Mac mini, Mac Studio): 15,8 billoner OPS
- A16 Bionic (iPhone 15/15 Plus): 17 billioner OPS
- M3, M3 Pro, M3 Max (iMac, MacBook Air, MacBook Pro): 18 billioner OPS
- M2 Ultra (Mac Studio, Mac Pro): 31,6 billioner OPS
- A17 Pro (iPhone 15 Pro/Pro Max): 35 billioner OPS
- M4 (iPad Pro 2024): 38 billioner OPS
Nyt tyndere design og en ny farve
M4 iPad Pro i 13″ er den tyndeste iPad nogensinde med en tykkelse på blot 5,1 mm! 11″-modellen er lidt tykkere på 5,3 mm for ikke at påvirke batteritiden negativt.
Jeg er dog spændt på at se, om 13″-ejerne kommer til at have problemer med bøjede iPads ligesom nogle af de tidligere modeller.
De nye iPads er også lettere end forgængerne, og fås i sølv og nu også Space Black, hvor begge har et ydre af 100 % genbrugt aluminium.
Pas på, du ikke får fingrene i klemme med tilbehøret
Der er kommet et nyt Magic Keyboard, men det betyder desværre også, at ældre Magic Keyboards ikke er kompatible med iPad Pro M4.
Det samme gælder, hvis du har en Apple Pencil 1 eller 2. Udover den nye Apple Pencil Pro, er Apple Pencil (USB-C) også kompatibel med iPad Pro M4.
Andet, du skal være opmærksom på
iPad Pro M4 har som noget nyt fået et frontkamera på det horisontale led. Bagkameraet er nu i stand til at optage i ProRes-kvalitet, men ultravidvinkelskameraet fra tidligere modeller er blevet fjernet.
Den eneste tilslutningsmulighed er som sædvanligt en USB-C port med Thunderbolt 4-kapabiliteter for lynhurtig dataoverførsel f.eks. til en ekstern SSD-harddisk.
Hvis du som mange andre køber den billigste model, kan du nu glæde dig over, at den kommer med 256 GB lagerplads, hvilket er en fordobling fra forrige generation.
iPad Pro M4 fås stadigvæk i en WiFi- og cellular-udgave.
iPads begrænsninger lever i bedste velgående
iPad Pro forbliver stadigvæk i et akavet territorie. Hardwaren er fantastisk, men bliver begrænset af iPadOS, som gør, at mange ikke kan bruge den som en fuldblodig erstatning til en computer.
iPad Pro er dog stadigvæk et fantastisk værktøj for grafikere, musikere m.m., og ifm. med lanceringen af iPad Pro M4 har Apple også opgraderet deres videoredigeringssoftware Final Cut Pro.
Er det værd at opgradere?
Hvis du allerede ejer en iPad Pro med M1– eller M2-chip, er det næppe pengene værd at opgradere.
Hvis du derimod kommer fra en ældre iPad Pro med Intel-chip, er den nye M4 iPad Pro værd at overveje sammen med de andre iPad-linjer, der giver lidt mere valuta for pengene.
Apple har sprunget en chipgeneration over, så nu er M4 iPad Pro udkommet, men der kommer altså ingen M3 iPad Pro.