Apple Journal: Anmeldelse af den nye Dagbog app i iOS 17.2

Dagbog (Apple Journal) udkom sammen med iOS 17.2. Hvis du har har opdateret din iPhone til iOS 17.2, så installeres Dagbog automatisk og vises på din hjemmeskærm.

Apples Dagbog app er simpel, men med avancerede bagvedliggende kræfter

Apple Journal gør det nemt for dig at logge dine tanker og dit liv på en smart måde.

Sådan fungerer Apple Journal

Når du åbner Dagbog, så bliver du mødt af en kronologisk tidslinje med dine tidligere indtastninger og et “+”-ikon. Hvis du trykker på “+”-ikonet, har du mulighed for at foretage en ny indtastning, vælge et Moment, eller reflektere over en række prompts, som appen præsenterer.

Eksempler på prompts kunne være “Skriv om den sidste gang, du gjorde noget godt for dine venner eller din familie, og hvad der fik dig til at gøre det.” og “Find noget, der får dig til at føle dig nostalgisk, og tag et foto af det”.

Når du laver en indtastning, kan du vælge at inkludere fotos, videoer, memoer og geografisk data.

Bagefter kan tidslinjen filtreres til f.eks. at vise indlæg med fotos. Apple Journal kan også minde dig om at skrive hver dag med push-notifikationer.

Moments

Moments er dér, hvor Apple Journal virkelig brillerer. Apple foreslår disse øjeblikke ud fra din aktivitet, som du så kan indtaste i din dagbog. Teknologien bygger på maskinlæring.

I skrivende stund foreslår den f.eks. min seneste podcast, løbetur, gåtur og musikhistorik. Andre apps har prøvet det før med uheldige resultater, hvor yderst upassende aktiviteter bliver foreslået som “øjeblikke” eller “minder”. Om Apple har lært fra andres fejl, må tiden vise.

Den samme teknologi, som Apple bruger til Moments, bliver også gjort tilgængelig for tredjepartsapps. Maskinlæringsdelen foregår lokalt på din iPhone for at sikre dit privatliv. Dit Moment bliver kun delt med tredjepartsappen, når du selv aktivt vælger det.

Apple Journal mangler funktionalitet ift. de mest populære dagbog apps i App Store, men ligesom for så mange andre af Apples egne apps, så tilbyder Journal en nem og simpel løsning, der er tilstrækkelig for de fleste.