Redaktionel integritet er kernen…Læs mere i alle vores artikler. Artiklen indeholder affiliate links og/eller sponsorerede links, og derfor er artiklen en annonce, ifølge loven. Vi lader dog aldrig dette påvirke vores redaktionelle indhold.
Gider du ikke installere tredjepartsapps for at tjekke din iPad’s batterikapacitet? Så læs med her.
Sådan gør du
Apple har ikke gjort det simpelt at tjekke batterikapaciteten på iPad, men det er trods alt muligt med lidt spidsfindighed, så længe du følger disse trin.
1. Gå ind i “Indstillinger”, “Anonymitet og sikkerhed” og derefter “Analyse og forbedringer” på din iPad.
2. Tjek om “Del iPad-analyse” er slået til. Hvis ikke, bliver du nødt til at aktivere den og vende tilbage til guiden i morgen, så analysefilen med batteriprocenten kan nå at dannes.
3. Vælg “Analysedata”
4. Vælg den nyeste analysefil. Den starter med “Analytics-“, hvorefter datoen er vist.
5. Nu kan du se analysefilen, som ved første øjekast kan virke lidt uoverskuelig.
For at søge i filen, er det nemmeste at overføre den til din PC.
Tryk på del-ikonet, og AirDrop den f.eks. til din Mac. Eller send den evt. som en mail til dig selv, du åbner på PC’en. Det er lige meget, hvilken metode du vælger.
6. I dette tilfælde har jeg åbnet analysefilen på min Mac med TextEdit, som er Macs standard teksteditor.
7. Tryk CMD+F eller CTRL+F, hvis du har et Windows-tastatur i din pågældende teksteditor for at kunne søge i dokumentet.
8. Søg i første omgang efter “NominalChargeCapacity”. Skriv værdien ned et sted. I dette tilfælde “7594”.
9. Nu skal du søge efter “MaximumFCC”. Noter igen værdien et sted. I dette fælde “9052”.
10. Med disse værdier, kan du beregne din iPads nuværende batterikapacitet. Formlen er:
NominalChargeCapacity / MaximumFCC * 100 %
I mit tilfælde er beregningen:
7594 / 9052 * 100 = 83,89
Dvs. at min iPad batterikapacitet er ca. 84 % af, hvad den i teorien var lige efter produktion.
Bør man få sin iPad’s batteri udskiftet?
Hvis din iPad føles langsom, kan du overveje et batteriskifte. Apple gør nemlig deres produkter lidt langsommere, hvis batteriet er meget nedslidt.
Derfor giver et batteriskifte ikke kun en længere batteritid, men muligvis også en hurtigere iPad.