Apple Vision Pro vs. Meta Quest 3: Færre forskelle end ventet

Redaktionel integritet er kernenLæs mere i alle vores artikler. Artiklen indeholder affiliate links og/eller sponsorerede links, og derfor er artiklen en annonce, ifølge loven. Vi lader dog aldrig dette påvirke vores redaktionelle indhold.

Apple Vision Pro er udkommet i USA og koster ca. 3.000 USD mere end Meta Quest 3 – et af de mest populære AR/VR-headset på markedet. Men er det rent faktisk 3.000 USD bedre?


Hvad siger Mark Zuckerberg?

Hvem er den værste i hele verden at spørge for en objektiv sammenligning imellem Apple Vision Pro og Meta Quest 3? Svaret kunne meget vel være Meta’s CEO, Mark Zuckerberg.

Zuckerberg troede først, at Meta Quest 3 blot ville være bedste værdi for pengene, men efter at have prøvet Apple Vision Pro, mener han også, at det er det overordnet bedste AR/VR-headset. Punktum.

Til Zuckerbergs forsvar er dette en af hans mere jordnære videoer, og han kommer også ind på nogle interessante punkter. Det korte klip er bestemt værd at se.

Apples nye opfindelse har skabt markant interesse for AR/VR som helhed og kan kun købes i USA. Derfor er det ikke urealistisk, at Quest-salget også vil stige i kølvandet.

Men hvad siger fakta?

Specifikationer Apple Vision Pro Meta Quest 3
Startpris (USA) $3.499 $499
Skærmteknologi micro-OLED 4K+ Infinite Display (LCD)
Skærmopløsning 3660x3142px pr. øje 2064x2208px pr. øje
Opdateringshastighed Variabel (90Hz, 96Hz, 100Hz) Variabel (72Hz, 80Hz, 90Hz, 120Hz)
Processor M2, R1 Snapdragon XR2 Gen 2
Lagerplads 256GB, 512GB, 1TB 128GB, 512GB
Synsfelt Cirka 100 grader (horisontalt) 110 grader (horisontalt)
Vægt 600-650 gram 515 gram
Batterilevetid Op til 2 timer (generel brug) Op til 2,2 timer (generel brug)

Apple Vision Pro vs. Meta Quest 3 er ikke en komplet ensidig kamp. Her er nogle af de største fordele ved hver især.

Fordele ved Apple Vision Pro

Skærm: Apple Vision Pro har en display-teknologi, der slet ikke kan sammenlignes med Meta Quest 3. Opløsningen er markant højere, og der benyttes OLED-teknologi frem for LCD-teknologi.

Chip: Kombinationen af den nye R1-chip og M2-chippen, som allerede findes i diverse MacBooks og iPads, giver markant bedre ydeevne.

Apps: Med Apple Vision Pro får man adgang til mange af de samme Apple apps, som man benytter på sin iPhone, Mac etc. Alt sammen synkroniseres over iCloud.

Læs også: Undersøgelse: Kæmpe dansk efterspørgsel på Apple Vision Pro

VisionOS-pressefoto fra Apple.

Mac: Integrationen med Mac er en af de bedste features. Med Apple Vision Pro kan du lave en ekstra skærm til din Mac. Selvom det er begrænset til én, så kan du selvfølgelig stadigvæk omgive dig selv med masser af visionOS-vinduer.

Transportsyge: Apple har gjort meget for at reducere følelsen af transportsyge med deres mange kameraer og hurtige reaktionstider.

Design: Apple Vision Pro ser bare flottere ud – sådan rent subjektivt.

Apple-effekten: Når Apple starter på en helt nyt produktserie, så plejer det at blive en succes. I modsætning til f.eks. Google, som skrotter deres produkter efter den mindste modgang.

Fordele ved Meta Quest 3

Synsfelt: Meta Quest 3 leverer et synsfelt på 110 grader, hvilket bestemt er mærkbart ift. Apple Vision Pros 100 grader.

Vægt: På trods af at batteriet sidder oppe i headsettet, vejer Meta Quest 3 stadigvæk markant mindre.

Gaming: Der er væsentlig flere spil tilgængelige på Meta Quest 3, og der medfølger controllere.

Pris: Meta Quest 3 er syv gange billigere end Apple Vision Pro i USA.

Showdown ift. produktivitet og video

Apple Vision Pro har virkelig solgt idéen om, at AR/VR er en produktivitetsbooster. YouTube-kanalen Virtual Reality Oasis har derfor lavet en video, som sammenligner Apple Vision Pro og Meta Quest 3 ift. produktivitet og video.

Her er hans vigtigste punkter:

Multitasking: Meta Quest 3 er begrænset til 3 vinduer på en horisontal linje, imens Apple Vision Pro kan håndtere mange flere vinduer – også vertikalt.

Tastatur: De virtuelle tastaturer er dårlige på begge headset, men Bluetooth-tastaturer virker fint på begge.

e-mail: Apples Mail-app findes også i visionOS, imens Meta Quest 3 ikke har en dedikeret mail-app. Derfor bliver man nødt til at bruge mail i browseren.

Videoafspilning: Apple Vision Pro har dedikerede apps som Apple TV og Disney+, hvor man kan nyde film og serier på det store lærred i virtuelle miljøer. Dette er også muligt med tredjepartsapps i Meta Quest 3.

visionOS pressefoto af Apple.

Spatial video: Meta Quest 3 understøtter faktisk også spatial video, som er optaget på iPhone. Dette er ret imponerende.

Videoopkald: Med Apple Vision Pro kan man lave videoopkald med sin “Persona” (et avatar af en selv) f.eks. i Discord. Dette er ikke muligt med avatars i Meta Quest 3.

Så hvad er bedst at købe?

Apple Vision Pro er det bedste AR/VR-headset med en markant margin. Men næppe syv gange så stor ligesom prisdifferencen i USA.

Hvis man vil have en introduktion til AR/VR-universet, uden at kontoen går i minus, så er Meta Quest 3 bestemt et godt bud.

Hvis man vil have den fulde Apple-oplevelse, er det nok bedst at vente til, at Apple Vision Pro udkommer engang senere i Danmark i 2024.

Læs også: Apple Vision Pro overblik: Så meget bliver prisen i Danmark!

Følg Aeblenyt.dk på sociale medier

Letfordøjelige Apple-nyheder på dit foretrukne sociale medie.